Det blæste solidt og nogle deltagere fik også lidt regn under første runde af The #1 Tour Final in Golf, på PGA Sweden National ved Malmö. Med andre ord, en rigtig efterårsdag for de 50 deltagere. Begivenheden er sæsonafslutning på den svenske More Golf Mastercard Tour og den næstsidste turnering på årets Nordic Golf League.

To danskere lå inden turneringen lunt i svinget til et Challenge Tour kort næste år og begge kom hæderligt fra start, på den forblæste Links Course få kilometer fra Malmö. Alexander George Frances var i par og det rækker til en foreløbig 14. plads, mens Peter Launer Bæk gik i +2 og er på 24. pladsen. Frances og Bæk er henholdsvis nummer 5 og 6 på ranglisten, hvor de fem bedste får Challenge Tour kort i 2024. Samtidig er listens nummer 4, norske Andreas Halvorsen i +4 efter de første 18 huller.

Alex Boasson og Oliver Gillberg, nummer 7 og 8 på ranglisten, var begge rundt i +2 og har dermed ikke, endnu i hvert fald, overhalet nogle af de to danskere. Turneringen har €8855 eller det samme antal i point, til vinderen af The #1 Tour Final in Golf og €1377 for en 10. plads.

Selvom der skal spilles yderligere 36 huller, for alle deltagere da turneringen er uden cut, så kan det ende meget tæt inden ECCO Tour sæsonfinalen, Road to Europe Final, på Møn i næste uge.

Der er selvfølgelig også den samlede sejr i turneringen at kæmpe om og her har fire spiller bragt sig på en delt førsteplads, alle med scoren -4. Det gælder Nicolas Weiland og Pontus Samuelsson fra Sverige og de to danskere, Jonathan Gøth-Rasmussen og erfarne Morten Ørum Madsen.

Endelig er der kampen om at vinde ranglisten, der i fjor blev vundet af John Axelsen. I år er det et rent svensk opgør mellem Björn Åkesson og Charlie Lindh. De to har begge vundet tre gange i sæsonen og kan ikke indhentes af andre på ranglisten. Åkesson er i -1, mens Lindh er i +2 efter den første runde.

Se livescoring her.

Hvis du er tilmeldt vores nyhedsbrev, får du besked som en af de første, når de første early bird billetter til Danish Golf Championship 2024 kommer til salg. Du er også automatisk med i lodtrækningen om to partout billetter til Danish Golf Championship 2024.

Hvis du ikke er tilmeldt – så gør det her – det er helt gratis!