Det er lykkedes at få kontakt til den ukendte dansker, Viktor Kofod-Olsen, der har fået en invitation til Ras Al Khaimah Championship. Dermed kan vi fortælle en hel del mere om den blot 17-årige knægt, der fra i morgen for første gang skal spille på DP World Tour.

Viktor er født i Slagelse, men allerede som ganske ung flyttede han med sin familie til Senegal, hvor faderen René, der er fra Kalundborg, skulle arbejde. Efter et par år gik turen hjem til Danmark, men det blev et kort ophold, for René fik arbejde i Dubai, hvor de har boet lige siden.

Danmark er dog ikke et ukendt land for det unge talent, der hvert år holder sommerferie og af og til også jul i det sydsjællandske. Derfor har han tilknytning til Kalundborg Golfklub. Til hverdag går Viktor på en international skole i Dubai, hvor han lige nu er i gang med det, der svarer til 2. G.

Efter gymnasiet er planen at tage på et collegeophold i USA, præcis som storebror Valdemar på 19 år der også er en dygtig golfspiller, er i gang med lige nu. Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig, hvad der så skal ske efter et collegeophold?

– Jeg drømmer om en tilværelse som professionel, det er ingen hemmelighed. Men nu skal jeg først på college og der får jeg forhåbentligt svar på, om jeg er god nok til at tage skridtet. Det er lidt ude i fremtiden, men drømmen lever fint, fortæller Viktor Kofod-Olsen i telefonen fra Ras Al Khaimah.

Invitationen til DP World Tour kom som en stor overraskelse for den unge dansker. Den kom som en sidegevinst efter Viktors sejr i Junior Dubai Desert Classic i forrige uge i Dubai. Midt i skoletiden ringede telefonen fra et ukendt nummer, som han først mistænkte for at være scam.

– Jeg endte med at svare, og så sagde de, at jeg havde fået en plads i Ras Al Khaimah Championship. Det var ret vildt. De spurgte, om jeg kunne og havde lyst. Det havde jeg bestemt. Så nu er jeg kommet til banen. Jeg har kun nået at spille nogle få huller, men har været her før, og min træner, som har sagt ja til at være caddie, har gået banen rundt.

Viktors træner er nordireren Stephen Deane, som er cheftræner i Emirates Golf Club, hvor Viktor er medlem. Det er altså ham, der skal bære køllerne for den unge dansker. Træningen i Dubai foregår også på Fleetwood Academy, og familien er gode venner med Tommy Fleetwood og hans familie, som også bor i Dubai.

– Jeg spiller og træner ofte med Tommys to sønner. (Det er Tommys kone, Clare, der har to store sønner på 15 og 17 år fra et tidligere forhold). De er supersøde, og hele familien Fleetwood er meget gæstfrie og hyggelige at være sammen med.

Forventningerne til deltagelsen i Ras Al Khaimah Championship er beskedne for Viktor Kofod-Olsen, der fyldte 17 år i december sidste år.

– Jeg skal ud og nyde det. Få en god oplevelse og så får jeg en fornemmelse for, hvor jeg står i forhold til de etablerede professionelle. Jeg vil selvfølgelig gøre alt for at klare cuttet, men som sagt, så skal jeg bare nyde at have fået denne chance, slutter Viktor Kofod-Olsen.

Måske får vi mulighed for at se Viktor i en turnering på ECCO Tour til sommer. I hvert fald mødte han Flemming Astrup i sidste uge i Dubai, og Flemming opfordrede ham til at give lyd fra sig, når han kommer til Danmark til sommer.

Vi ønsker held og lykke til Viktor.

Husk at du stadig kan købe billetter til Danish Golf Championship 2024 på Lübker Golf & Spa Resort til early bird priser.

Her kan du købe billetter.

Her kan du læse nogle af vores andre spændende nyheder.

Læs mere – Danskere blandt favoritterne i Mellemøsten

Læs mere – Hård tur for Nicolai – Stor check til Gøth-Rasmussen – flot start af Nanna

Læs mere – Stille uge for danskerne på OWGR

Læs mere – Travl sæson i vente for Lübker Golf & Spa

Læs mere – Meronk hædret – Knud Storgaard kæmper for plads på Legens Tour

Læs mere – Stor kommunal opbakning til Danish Golf Championship

Læs mere – Se det nye ECCO Tour Magasin

Læs mere – Om han så var Ken fra Barbie…

Læs mere – Chefen siger op

Læs mere – Rory trækker i land

Læs mere – 233 danske herrer på verdensranglisten

Læs mere – Se de forskellige billetter til Danish Golf Championship

Læs mere – Nicolai Højgaard fik Den Gyldne Golfbold

Hvis du er tilmeldt vores nyhedsbrev, vil du blive opdateret med sidste nyt om vores mange events. Som modtager af vores nyhedsbrev er du desuden automatisk med i lodtrækningen om to partout billetter til Danish Golf Championship 2024. Hvis du ikke er tilmeldt – så gør det her – det er helt gratis!