Simon Willer fører denne uges ECCO Tour, Thisted Forsikring Championship, i Holstebro Golfklub. Willer gik torsdag dagens bedste runde og skal fredag i førerbold med hjemmebanefavoritten Daniel Løkke og svenske Eric Blom.
Allerede fra morgenstunden var Simon Willer flyvende på Holstebro Golfklubs Skovbane. Med seks fornemme birdies på de første 10 huller overhalede Sorø-spilleren hurtigt konkurrenterne og kravlede til tops på leaderboardet. Et par bogeys undervejs slog ikke vilde Willer ud af kurs, og da han på det svære 18. hul sendte sit fire-jern ind til ca. 30 centimenter, kunne han notere dagens bedste score i tre under par, 69 slag.
– Jeg spillede rigtigt godt i starten. Jeg slog dem tæt på, og jeg puttede godt. Det er dejligt, når man finder en god rytme og uden den massive vind, så var det lidt nemmere at gøre i dag, sagde Simon Willer, der i fem under par, tager et forspring på to slag med sig til fredagens finalerunde.
Daniel Løkke håber på massiv opbakning
Mens Willer har givet sig selv det bedste udgangspunkt forud for fredagens afgørelse, så vil også Eric Blom og Daniel Løkke glæde sig til at kæmpe med om sejren ved Thisted Forsikring Championship. Formstærke Eric Blom ligger på andenpladsen i tre under par, mens Daniel Løkke i to slag under par har tre slag op til Willer.
– Det handler om at være tålmodig i morgen. Man vinder ikke turneringen på hul et, og med 18 huller forude er det vigtigt, at jeg holder hovedet koldt, siger Daniel Løkke efter runden.
– Spillet var ikke så godt i dag, men jeg føler, at jeg generelt er rigtigt godt spillende i øjeblikket, og det håber jeg, at jeg også er i morgen. Jeg kender banen som min egen bukselomme, så jeg tror på, at jeg har en god chance i morgen, fortsætter Løkke, der i 2013 tabte i omspil til Sebastian Söderberg på sin hjemmebane i Holstebro Golfklub.
– Jeg ved ikke, om jeg kan bruge den oplevelse til noget. Jeg tror nærmere, at jeg kan bruge min sejr fra Rømø tidligere i år til noget, fortæller Løkke.
– Nu ved jeg, at jeg kan vinde, og selvom det bliver svært i morgen, og der stadig er rigtigt mange, der kan vinde, så er målet helt klart en sejr, fortsætter Løkke.
– Det har været sjovt at spille foran en masse tilskuere indtil videre, og jeg håber, at rigtigt mange vil komme og bakke op i morgen. Det giver lige det ekstra, så jeg forhåbentlig kan hive stikket hjem i morgen eftermiddag, slutter Daniel Løkke.
Sjælden dansk ECCO Tour dominans
Mens Løkke og Willer går i førerbold fredag, så er en række andre danskere også med fremme.
På fjerdepladsen i en samlet score på par ligger Martin Ovesen og Christoffer Lange, mens også Benjamin Poke, Oliver Suhr, Daniel Slott Mogensen, Jacob Nordestgaard og Patrick Winther er at finde i top-10.
Der er således lagt op til en regulær golffest i Holstebro fra fredag morgen, og med gratis adgang og udsigt til solskin, så er der god grund til at troppe op og klappe af Danmarks bedste golfspillere.
Du finder stillingen ved Thisted Forsikring Championship her.
Du finder fredagens starttider her.