Vi er i oktober måned og efter 28 turneringer i løbet af 2023, skal Nordic League og ECCO Tour afsluttes – og afgøres. To turneringer resterer, først finalen hos den svenske pendant til ECCO Tour, More Golf Mastercard Tour, som begynder onsdag på Links Course ved PGA Sweden National nær Malmø. Turneringen hedder The #1 Tour Final in Golf. Herefter, i næste uge, gælder det Road to Europe Final på Møn Golf Resort. Det er her vi finder de fem modtagere af en kategori på Challenge Tour 2024, altså oprykning!

Det er nemlig de fem bedste på ranglisten, der bærer navnet Golfbox Road to Europe, der ved sæsonens afslutning får Challenge Tour kortet. Allerede nu ligger det fast, at to af kortene er besat, idet både Björn Åkesson og Charlie Lindh har vundet tre gange i løbet af sæsonen. Tre sejre i samme sæson, giver automatisk et af de fem kort.

Således har de bejlende danske spillere kun tre kort at kæmpe om i Malmø i denne uge, og på Møn i næste uge. Ikke mindst Peter Launer Bæk (billedet øverst), på 6. pladsen og især Alexander George Frances på 5. pladsen står med gode chancer, selvom det kræver solide resultater. Desuden er der mindre end 600 point (euro) der skiller de to på ranglisten, så den ene dansker kan komme til, at holde den anden ude.

Alexander George Frances
Alexander George Frances

De skal dog kigge sig over skulderen, for både islandske Axel Boasson og Oliver Gillberg fra Sverige er ligeledes tæt på og kan med placeringer i top 5 i Malmø, overhale danskerne. Også Morten Toft Hansen har en chance, omend den er spinkel. Det vil formentlig kræve en sejr og en top 10 i de sidste to turneringer. Teoretisk kan flere danskere nå at blande sig, men det kræver sejre i begge de to sidste turneringer. Sidste år var det fem danske spillere der tog de fem kort til Challenge Tour.

Der er €8855 eller det samme antal i point, til vinderen af The #1 Tour Final in Golf og €1377 for en 10. plads.

Banen der spilles på, kan strækkes til 6835 meter men vil sandsynligvis være sat noget kortere op, her i efterårets betingelser. Der er 50 deltagere, blandt dem er 18 danskere.

Turneringen begynder onsdag og afvikles over 54 huller uden cut.

Livescoring fra The #1 Tour Final in Golf kan findes her:

Hvis du er tilmeldt vores nyhedsbrev, får du besked som en af de første, når de første early bird billetter til Danish Golf Championship 2024 kommer til salg. Du er også automatisk med i lodtrækningen om to partout billetter til Danish Golf Championship 2024.

Hvis du ikke er tilmeldt – så gør det her – det er helt gratis!