Varm kaffe i halvvejshuset på Møn Golf Klubs bane var i høj kurs på anden runde af Road to Europe Final. Modsat de solrige og stille betingelser på første runde, var betingelserne nådesløse torsdag, hvor kraftig vind og sidst på runden også regn gjorde det særdeles svært for de 30 deltagere i sæsonfinalen.
Så meget desto mere bemærkelsesværdigt var det, at syv af de 30 deltagere formåede at præstere scores under par. Bedst gik det for Adam Andersson med 68 slag, trods fem bogeys undervejs. Svenskeren imponerede med hele 7 birdies og en eagle og bragte sig på en delt førsteplads med en samlet score i -7.
Samme score nåede Sebastian Wiis til efter en næsten lige så imponerende score i 69 slag. Seks birdies og tre bogeys blev det til på en dag, som Wiis selv beskrev som brutal. Se interviewet med Sebastian Wiis herunder.
Svenske Oliver Gillberg, der gik en 64’er i går og første efter første runde, kæmpede bravt og holdt godt sammen på scoren langt ind i runden. Efter 15 huller var han i par for dagen, men bogey på 16. hul og dobbeltbogey på 17. hul, som torsdag var banens sværeste hul, kostede dyrt. End ikke en birdie på 18. hul var nok til at bevare en aktie i førstepladsen. Gillberg, der med sejr i turneringen vil sikre sig et Challenge Tour kort, er ét slag fra Andersson og Wiis.
Det danske håb, Alexander Frances, kom rundt par på dagens runde. Lidt bittert efter 16 gode huller og -2 for dagen blev det til en dobbeltbogey på 17. hul. Frances slog sit teeslag i vandet og måtte droppe. Desværre kom han ikke ind og i efter droppet.
Læs også – Spænding, bonus og kattelem
Kampen om den samlede sejr på Nordic Golf League og ECCO Tour er inde i den sidste og afgørende fase med 18 huller tilbage. Björn Åkesson der fører ranglisten, er ikke til start på Møn men resten af spillerne i top 10 er til stede. Nummer to på ranglisten, Charlie Lindh, skal slutte på 2. pladsen eller bedre for at indhente sin landsmand. Lindh er pt. på 9. pladsen, fire slag fra de førende. Ingen af de øvrige deltagere kan nå at vinde ranglisten.
Til gengæld er der stor spænding om, hvem der snupper de(t) sidste kort til Challenge Tour. Ranglistens nummer 1 og 2 er sikre, mens nummer 3, Per Längfors, er så godt som sikker. Anderledes usikkert er det for nummer 4, Andreas Halvorsen, og nummer 5, Axel Boasson. Halvorsen er på 24. pladsen i +1, og Boasson er på 19. pladsen i -1.
Hvis Gillberg går hen og vinder Road to Europe Final, kan en af de to, Halvorsen eller Boasson, sagtens risikere at stå med sorteper.
Endelig kan der ske det meget uheldige, at der slet ikke bliver spillet en finalerunde på Møn fredag. Vejret var skidt torsdag, mens fredagens vejrudsigt spår endnu mere vind og meget mere regn, og det kan ende med at gøre banen uspillelig. Arrangørerne vil gøre alt for at gennemføre finalerunden.
Road to Europe Final – Livescoring
Golfbox Road to Europe – stilling før sæsonens sidste turnering.
Hvis du er tilmeldt vores nyhedsbrev, får du besked som en af de første, når de første early bird billetter til Danish Golf Championship 2024 kommer til salg. I vores nyhedsbreve vil du også blive opdateret med sidste nyt om vores mange events. Som modtager af vores nyhedsbrev er du automatisk med i lodtrækningen om to partout billetter til Danish Golf Championship 2024.
Hvis du ikke er tilmeldt – så gør det her – det er helt gratis!