Første skud i den fynske golfraket affyres på Eventyr Golf

 

Pressemeddelelse fra Destination Fyn

Når bøgen springer ud, og forårsblomsterne skyder op af jorden, bliver det også tid til at skyde den store fynske golfsatsning i gang. Det kommer til at ske på Odense Eventyr Golf d. 20.- 26. maj, hvor den odenseanske golfklub lægger græs til den første af to fynske Challenge Tour-turneringer, der bygger op til DP World Tours visit i Kerteminde i 2026.

Da Golfpromote for en måned siden annoncerede, at DP World-Touren lægger vejen forbi Great Northern i 2026, blev der ikke lagt skjul på, at værtskabet er en del af en samlet fynsk golfpakke. En pakke, der giver anledning til en intensiveret satsning på at tiltrække flere golfturister til Fyn allerede fra næste år.

Vi er rigtig glade for, at Odense Eventyr Golf bliver vært ved vores Challenge Tour-turnering i 2024. Det er en bynær bane, der tidligere har vist, at den har niveauet til internationale turneringer, og vi er overbeviste om, at man på Fyn kan bruge det her som et effektivt afsæt til at få sat øen på det verdenskort, golfturisterne orienterer sig mod. I det hele taget er det en meget positiv tendens, vi har set de senere år, at golf bruges som en stadig stigende del af turismens salgsobjekter, siger Flemming Astrup, direktør i Golfpromote.

Borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel ser frem til Challenge Tour-turneringen og ikke mindst til de afledte effekter, som det stærke fynske samarbejde forventes at afføde:

Med afsæt i data fra afviklingen i København sidste år, anslår Destination Fyn, at den turnering, vi her i Odense bliver værter for, genererer en turismeøkonomi på ca. 2,3 mio. kr. isoleret set. Med udsigt til yderligere to store turneringer på Fyn, herunder DP-World Tour-turneringen på Great Northern er jeg sikker på, at vi sammen på Fyn kan skabe en attraktiv plads i bevidstheden hos en stor del af de 20 mio. golfturister, der årligt pakker kufferten, siger han.

Golfturisterne er en hastigt voksende målgruppe, og faktisk viser tal fra IAGTO (The Global Golf Tourism Association), at det daglige forbrug for en golfturist er dobbelt så højt som gennemsnitsturistens.

Der er allerede godt gang i planerne for, hvordan turisterne med bolde og køller i bagagen skal lokkes til det fynske. Destination Fyn planlægger nemlig en kampagne, der skal igangsættes op mod afviklingen af Challenge Tour-turneringen til maj og udfoldes sammen med golfklubberne og udvalgte fynske hoteller.

Med tre kommuner, 14 golfbaner og et fyrtårn på Great Northern i ryggen vurderer eventchef hos Destination Fyn Jakob Staun, at der er rigtig god basis for at ramme den attraktive målgruppe:

Vi har god tradition for at lave kreative aktiveringstiltag, der vækker opsigt i forbindelse med de større sportevents på øen, og lige nu er vi i gang med at støbe de kreative kugler, der skal hjælpe os med at fange opmærksomheden hos golfentusiasterne, men vi er også begyndt at sætte stik i de samarbejder, som skal sikre, at det bliver nemt og attraktivt at booke en golfferie på Fyn.

Hos Odense Eventyr Golf er direktør Rikke Mølhave Thorborg helt klar til at skabe rammerne om en golfturnering i international klasse:

Challenge Tour er jo noget af det største, vi har lagt græs til, så vi glæder os helt vildt. Vi ser også store potentialer i arbejdet på tværs af Fyn med at tiltrække flere golfturister. Nu hvor vores bane kommer i fokus allerede til foråret, forventer vi klart en øget interesse for at spille her, og jeg glæder mig over ambitionen om, at vores hoteller også skal kunne mærke det her i ordrebøgerne, siger hun.

På Hotel Odeon og Hotel Odense, som sammen med Eventyr Golf er en del af Odense Sport & Event-familien, er de allerede forberedt på invasionen af golfbags og sixpences:

Vi ser frem til at tage imod både deltagere og gæster ved Challenge Touren til maj, og så glæder vi os til at indgå i samarbejdet med Destination Fyn og de tre fynske kommuner om at forløse de potentialer, som den samlede golfpakke rummer, siger direktør i Odense Sport & Event, Enrico Augustinus.

Enrico Augustinus står med udbygningen af Hotel Odense til august klar med yderligere 200 værelser, der bl.a. kan huse golfturister, når raketten sprutter videre med en Challenge Tour i Nyborg i 2025 og det store Danish Golf Championship i Kerteminde. Sidstnævnte forventes at trække op mod 80.000 mennesker til Fyn i august 2026.

FAKTA:

  • Den fynske golfpakke består af to Challenge Tour-turneringer og en DP World-tour-turnering i hhv. 2024, 2025 og 2026
  • Den første Challenge Tour-turnering afvikles på Odense Eventyr Golf d. 20.-26. maj 2024
  • En Challenge Tour-turnering samler 156 spillere, 66 caddies og 25 staff i en periode på ca. 7 dage. Turneringen afvikles 23.-26. maj, forinden spilles der Pro-am og øverunder på banen
  • Odense Eventyr Golf har et flot internationalt CV med bl.a. værtskabet for Ladies European Tour i 2006, hvor danske Karen-Magrethe Juul vandt, EM for herrer i 2001 og Challenge Tour i 2000 med deltagelse af den senere 2008 Masters vinder, Trevor Immelman.
  • Odense Eventyr Golf har 1650 medlemmer

For yderligere information:

Peter Rahbæk Juel via presserådgiver Alexander Mose-Johansen, tlf. 24 37 33 97

Flemming Astrup, direktør Golfpromote, tlf. 40 90 19 60

Jakob Staun, eventchef Destination Fyn, tlf. 61 68 73 70

Rikke Mølhave Thorborg, direktør Odense Eventyr Golf, tlf. 21 21 58 85

Enrico Augustinus, direktør Odense Sport & Event, tlf. 20 49 56 19

Læs mere – Danish.Golf City på Lübker

Læs mere – Tre musketerer på Mallorca

Læs mere – Sæsonen lakker mod enden

Læs mere – Dansk vrimmel på Q-School

Hvis du er tilmeldt vores nyhedsbrev, får du besked som en af de første, når de første early bird billetter til Danish Golf Championship 2024 kommer til salg. I vores nyhedsbreve vil du også blive opdateret med sidste nyt om vores mange events. Som modtager af vores nyhedsbrev er du automatisk med i lodtrækningen om to partout billetter til Danish Golf Championship 2024.

Hvis du ikke er tilmeldt – så gør det her – det er helt gratis!