Nicolai Kristensen (billedet), Sebastian Friedrichsen og Jeppe Kristian Andersen er med i sæsonfinalen på Challenge Tour, hvor 45 mand kæmper om 20 kort til DP World Tour 2024.

Det er de 45 bedste på ranglisten fra Challenge Tour, der får plads i Rolex Challenge Tour Grand Final supported by the R&A, som turneringen så fint hedder. Der spilles igen på den smukke Club de Golf Alcanada på den nordøstlige del af Mallorca.

Det er sæsonens mest pengestærke turnering på Challenge Tour med hele €500.000 i puljen. Det er samtidig sæsonens vigtigste turnering for de 45 deltagere, som alle har en chance for at slutte i top 20 og dermed kunne kalde sig DP World Tour-spiller i 2024.

Den mest erfarne blandt danskerne er 31-årige Nicolai Kristensen, der er med i Grand Final for tredje år i træk. Sidste år lå Nicolai Kristensen i top 20 på ranglisten i store dele af sæsonen, blandt andet på grund af en sejr i Tjekkiet. Desværre formåede han ikke at holde sig inde i varmen og endte som nummer 31 på Road to Mallorca, som ranglisten hedder der. Nicolai Kristensen er inden finalen på 31. pladsen på ranglisten. Han kommer til Mallorca med fire missede cuts i træk.

Jeppe Kristian Andersen, 28 år, har været debutant på Challenge Tour i denne sæson efter sin oprykning fra ECCO Tour/Nordic Golf League 2022. Jeppe snusede til en sejr i Indoor Group Golf Challenge i Sverige i september, men måtte tage til takke med en 2. plads. Udgangspunktet til Grand Final er en 35. plads på ranglisten.

Sebastian Friedrichsen er ligeledes debutant på Challenge Tour i 2023 efter oprykning fra ECCO Tour/Nordic Golf League 2022. Sebastian er 21 år gammel og er på 40. pladsen på ranglisten. Sebastian har hentet tre top 10-placeringer i sæsonen, og der skal en mere til i denne uge, hvis han skal gøre sig håb om at slutte blandt de 20 der avancerer til DP World Tour. Realistisk set skal der nok en top 2-placering til.

Faktisk skal der absolutte topplaceringer til for alle tre danskere, hvis de vil slutte sæsonen i top 20. Vi har endnu ikke modtaget fordelingen af point i turneringen og kan derfor ikke beregne præcist, hvad der skal til. Men vi ved, at der er 640 point til vinderen.

En anden tidligere ECCO Tour/Nordic Golf League-spiller er svenskeren Jesper Svensson. Den 27-årige svensker har et særligt godt udgangspunkt som nummer 4 på ranglisten. Svensson valgte faktisk at se bort fra de første turneringer på Challenge Tour i starten af året i Sydafrika for i stedet at deltage i ECCO Tour-turneringerne i Spanien og Polen i foråret.

Set i bakspejlet var det den rigtige beslutning og den perfekte forberedelse for Svensson. Han vandt nemlig sin første start på Challenge Tour i 2023, B-NL Challenge Trophy i Holland. Siden er det blevet til yderligere fem top ti-placeringer, og han står stærkt i billedet til at snuppe et af de 20 kort.

En enkelt spiller fra ranglistens top 45 er ikke til start. Det gælder Alex Fitzpatrick, lillebror til Matthew Fitzpatrick. Alex har allerede sikret sig kategori 10 på DP World Tour, da han sluttede som nummer 79 på Race to Dubai. Alex Fitzpatrick er nummer ni på Road to Mallorca, og hvis det ender sådan, at han er i top 20 på ranglisten efter Grand Final, vil spilleren på 21. pladsen få det sidste kort.

Blandt deltagerne er også italieneren Matteo Manassero, der har fire sejre på DP World Tour og i øvrigt trænes af den tidligere tourspiller Søren Hansen. Tre af deltagerne, Francesco Laporta, Andrea Pavan og portugiseren Ricardo Gouveia, har alle muligheden for at blive den første spiller nogensinde, der vinder Challenge Tour-ranglisten for anden gang i karrieren.

De spillere som ikke slutter i top 20 (21) på ranglisten får endnu en chance, da de alle er kvalificeret direkte til Q-School Final på DP World Tour.

Rolex ChallengeTour Grand Final supported by the R&A bliver i øvrigt sendt direkte på Tv fra på torsdag, hvor V Sport Golf sender.

Læs mere – Det varer ikke længe

Læs mere – Sæsonen lakker mod enden

Læs mere – Dansk vrimmel på Q-School

Læs mere – Axelsen må på Q-School

Hvis du er tilmeldt vores nyhedsbrev, får du besked som en af de første, når de første early bird billetter til Danish Golf Championship 2024 kommer til salg. I vores nyhedsbreve vil du også blive opdateret med sidste nyt om vores mange events. Som modtager af vores nyhedsbrev er du automatisk med i lodtrækningen om to partout billetter til Danish Golf Championship 2024.

Hvis du ikke er tilmeldt – så gør det her – det er helt gratis!